Selene

Selene

2010/04/29

April 29 2010

Tilbage på Selene efter en rigtig hyggelig, men desværre alt for kort tur til Danmark.
Alt OK på båden, og planen er at sejle sydpå til Guatemala Rio Dulcé, når jeg lige kommer over jetlag m.v. Lars har passet godt på båden og han er næsten klar til at sejle hjem over Atlanten, hans og Inger's hjælp med har været helt i top.

2010/04/14

April 13 2010

Stranden ved Playa del Carmen var for nyligt blevet restaureret. For et år eller 2 siden var der næsten ingen strand til den store mængde turister. Sandet som ses på billederne herunder er pumpet ind for at lave den 150-200 meter brede strand. Man er lidt usikker på om kontruktionen kan have indflydelse på revet, som lidt længere ude beskytter stranden mod dønningerne.




Selene ligger her klar i Puerto Aventuras, solpanelerne er blevet flyttet til montering på soltaget og stativet er fjernet.



Den 11. april var det så afgang fra Cancun, Mexico mod El Salvador for at rejse til Danmark via New York



Første kik på Stillehavskysten ved El Salvador:

Udsigt fra lufthavnen i San Salvador, fin lufthavn med aircondition, men med 35 graders varme ude.


Ankom til New York omkring ved 2230 tiden, tog Air train til Federal station hvor al biludlejning og shuttle til hotellerne sker fra. Skrev ind på hotellet Days Inn og næste dag var der tid til at tage ind til World Trade Center, samt kikke lidt på New York.





Omkring ved 1600 tiden tilbage til JFK og så den sidste etappe til Danmark, hvor via stop i Keflavik i Island, ankom til Danmark den 13. april klokken 1245.

2010/04/07

April 07 2010

Har brugt nogen dage på at "shine" Selene lidt op. Jeg står gerne op klokken 0600 og bruger de kølige morgentimer på bådvask m.m. Jeg har afmonteret og flyttet solpanelerne, de er nu monteret på soltaget til pilot huset. Placeringen på det hjemmelavede stativ var energimæssig helt perfekt, men som jeg erfarede under den voldsomme sejlads vest for Cuba, var stativet ikke solidt nok, dertil kom at når jeg sejler for storsejl, risikerede jeg at bomhalet fik fat i solpanelet og kunne rive det af. Placeringen på soltaget er solid, men de er dækket af en skygge fra bommen. Nu vil jeg se hvor meget energi jeg mister, den tidligere installation gav mig mere end rigeligt, så jeg regner med at det er ok, solen skinner jo en del. Træværket på styrbords side har jeg trimmet ned så det ser lidt pænere ud, jeg har endnu ikke rettet op med epoxy. Jeg går og overvejer at anskaffe en aluminiums-/rustfristålprofil til fribords kanten. Jeg har ikke opgivet at få fat i nogle teaktræs planker og tage dem med til Danmark, så Selene kan blive bragt tilbage til sin originale tilstand, men p.t. med opankring og ukendte farvande, tror jeg en metalprofil holder bedst i længden.
Resten af dagene har jeg brugt i området, primært med ture til Playa del Carmen, stranden og kvarteret omkring "gågaden".




2010/04/04

April 04 2010

Dagen efter Elton John koncert, og Mexico er nu gået på sommertid.
Elton John koncerten var imponerende iscenesat med scenen lige til højre for den store pyramide, som med lyseffekter blev brugt som dekoration. Vi sad langt tilbage, men der var et par store videoscener, selve showet var en smule tamt. Langt de fleste sad pænt og klappede efter hvert nummer, som kom i en sand strøm. Inden koncerten skulle vi jo med bussen som gik fra Playa del Carmen, og ville samle os op på vejen. Vi ventede og ventede men heldigvis ringede Ingers mobil pludseligt, med besked om at bussen var på vej. I bussen var der servering med 2 glas rødvin samt nogle super lækre små butterdejs mundfulde. Jeg havde taget lidt forsyninger med i form af "premade" bloody mary's, crisps, rødvin og øl, så vi var godt forsynet. Vel ankommen til koncertområdet skulle vi igennem sikkerhedskontrollen, her fik jeg inddraget mine cigaretter, en øl samt 2 poser "franske kartofler", og det var jeg jo selvfølgeligt ikke imponeret af ;-)
Efter koncerten fik vi sovet en del på hjemturen.
Det er blevet en del varmere, inde i landet ikke så langt herfra er temperaturen 35 grader C. Her i kystområdet er der en 28-30 grader, det lægger en dæmper på vedligeholdelses aktiviteterne.
Billederne fra koncerten taler vist for sig selv, ingen blitz, så de sidste er taget fra lidt video jeg optog.















2010/04/03

April 02 2010

Det er faktisk den 3. om formiddagen, men jeg sidder igen på internetcafe, her spiller de dansk musik, tror det er DR via internet. Har vasket pilot huset her til morgen, og hvis det ikke bliver for varmt, vil jeg forsøge at give det en gang polering og voks inden vi skal afsted til Elton John koncert klokken 1500. Det gode vejr fortsætter og Selene ligger helt roligt uden problemer, også når en af motorbådene sejler forbi og giver lidt bølger. De er iøvrigt utroligt flinke til at sejle langsomt forbi.
http://en.wikipedia.org/wiki/Chichen_Itza her kan man se stedet hvor koncerten skal foregå, Lars fortalte at et af lystårnene kollapsede for et par dage siden, men mexicanerne regner med at få det repareret inden koncerten. Kamerabatteriet er opladt og jeg er klar :)

2010/04/02

April 01 2010

Den 1. april fik jeg Selene sejlet over på pladsen hvor hun skal ligge fortøjet medens jeg er i Danmark. Jeg er lidt spændt på om kaj konstruktionen, jeg har lavet holder, men indtil videre er det gået fint.
Derefter var jeg, som sagt på den danske internet café, og sent eftermiddag tog jeg til Playa del Carmen for at kikke lidt på byen på egen hånd. Der var rigtig gang i den, masser af mexicanske turister, og rigtig mange gode restauranter på gågaden og lidt ned af de små sidegader. Jeg fik mig en New York strip med pommes, og senere et par kopper kaffe og amaretto på Viva Margarita. Her sad der en gut og sang og spillede guitar, hvilket han var eminent god til. Jeg tog Serviso Collectivo bussen derind, og forhørte mig hvornår den sidste bus kørte tilbage. Det var ikke noget problem, blev jeg fortalt da de kører hele døgnet, men ved 2330 tiden sagde den samme chauffør at der desværre ikke var kunder nok, så den næste bus ville tidligst køre klokken 0400 om morgenen. Det var lidt af en bet, og jeg blev forslået at tage en taxi, men nu var jeg blevet stædig, så jeg trissede rundt og så på nattelivet indtil klokken 4, hvor chaufføren, som i øvrigt sov i bussen, stod op og gjorde sig klar til at køre. Det gjorde han så ved 0500 tiden, og jeg var tilbage på Selene klokken 0530. En lidt lang tur i byen, men i Playa del Carmen kan man let få nogen timer til at gå.














2010/04/01

Marts 31 2010

Den 31. Marts blev det ikke til så meget kikken på Aventuras området. Om formiddagen brugte jeg lidt tid på at forberede den plads som Selene skal ligge fortøjet til medens jeg er i Danmark. Pladsen er helt OK med hensyn til vejrlig beskyttelse. Men kajkanten er meget høj og ikke særligt tyk, så der er mulighed for at Selene kan glide ind under kajen ved lavvande og blive klemt når højvande sætter ind. Jeg startede ud med at konstruere nogen fenderbrædder som kunne holde hende ude, men er nu endt op med, at hvis jeg hænger et par kraftige bildæk ned fra kajen, vil det være en bedre løsning. Klokken 12 tog jeg forskud på min tur til Danmark, jeg blev nemlig inviteret på frokost med lækker rugbrød, roastbeef med ristede løg og remoulade, samt leverpostej med rødbeder, det var mums. Derefter kørte Inger og Lars mig til Playa del Carmen, hvor vi var inde på Scandi, en dansk ejet (Michael) restaurant, og her fik vi kaffe, kanel snegle, og lidt senere sågar friskbagt rugbrød med mørbradbøf og bløde løg. Playa del Carmen er verdens hurtigst voksende by, og ligger 68km syd for Cancun, og en 20-25 km nord for Puerto Aventuras. 5. Ave i Playa del Carmen er stedet hvor tingene sker, det er en 5km lang ”gågade” og vi tog et stykke af den på gåben ned til busterminalen. På lørdag den 3. April er der koncert, ved siden af et af verdens 7 vidundere i Chichén Itzá, med Elton John. Vi købte tur billetter, så skal derop med bus.
Derefter var vi i Wallmart for at købe lidt ind og sent eftermiddag var vi tilbage i Puerto Aventura. Det bliver spændende at komme til koncert, jeg skal nok huske kameraet, og jeg skal også nok få taget billeder fra Playa del Carmen, som turistmæssigt er langt at foretrække for Hotello-Zonas ved Cancun. Påske er en stor højtid i Mexico med masser af aktiviteter, koncerter og optog, og den 5km lange gågade var allerede fyldt med mexicanere og turister. Jeg glæder mig til Elton John koncerten, sidst jeg var til Elton John koncert var med svendene fra Haderslev, i Hamborg, engang i 80’erne.
Lige nu sidder jeg på Internet-Café med rød og hvidternede voksduge. Stedet ejes af en dansk pige.