Allerførst tak for kommentarerne i min blog, jeg kan desværre stadig ikke besvare direkte i kommentardelen, har fået lidt hjælp i Google brugergruppen, men har stadig ikke fået det til at virke. Men så er det jo heldigt at jeg kan reflektere her.
1. Jo det er da lidt "træls" at det nede ved Eau Gallie er lidt "fjendsk" overfor ankerbådfolket, specielt når det nu er så godt et sted når man først er kommet i land. Jeg skal dog retfærdigvis anføre at det bestemt ikke er en generel holdning her på østkysten eller i USA som helhed. Jeg håber at have efterladt det indtryk at rigionerne/counties mange steder gør sig virkeligt umage for at sikre at der er en dinghy dok. Nogen steder er der jo oven i købet en rigtig dok som man kan fortøje til. De lokale i Eau Gallie området, som jeg har talt med, er opmærksomme på marinaernes holdning, og det skulle ikke undre mig om der ikke snart bliver etableret en public landing.
Generelt skal man dog forvente at det vil koste en 10-15$ hvis man vil have dinghy dok med mulighed for adgang til toilet og badefaciliteter, men de steder kan man så også sejle ind og få pumpet ud og fylde tankene med vand. Jeg er blevet fortalt at det er officelt bestemt at man ikke må tage mere end 5$ for pumpout, men de fleste steder er det gratis.
2. Det er rart at høre at i er begyndt at få bådene i vandet i Danmark, det gibber nogen gange i mig, når jeg tænker på hvor godt det er at sejle i den danske natur. Så tænker jeg på hvor fedt det ville være hvis jeg lå med båden i Århus, men det bliver nu ikke i år :-). Det er også rigtig rart at høre hvad i går og bedriver og får tiden til at gå med derhjemme. Lidt hjemve har man jo engang imellem ;-)
Jeg nåede via Daytona og St. Augustin til Jacksonville, der var plads ved den "public landing" som jeg lå ved på vejen sydover, vi var en 4-5 sejlbåde og så nogen power-boats som generelt kun var der for en enkelt overnatning. Det var lidt besværligt at få sig taget sammen til at komme videre. Primært fordi flod, og dermed strømmen ned af floden, først satte ind ved 2-3 tiden om eftermiddagen. Men jeg kom da afsted, og egentligt var strømmen ikke så stor en faktor, da floden bliver meget bred lige efter Jacksonville. Det tog mig 2 dage at sejle de 90NM, og på St. John er der efter ca. 25 NM fra Jacksonville, tonsvis af steder man kan ankre. Rigtig meget natur, skov, gode sømærker, og god bredde og dybde. Når man har fået nok af sejlads for en dag, finder man bare en tilpas bugtning eller creek og kaster krogen. Der er også mange "free docks" ved "county-parks". Efter man har kastet krogen kan man jo med en kop kaffe sidde og betragte aligatorer og skildpadder svømme rund eller ligge og sole sig.
Jeg har de sidste formiddage fået indstalleret AirCondition og er i gang med at hurricanesikre Selene med dobbelte fortøjninger. Acosta Creek Harbor er et Hurricane-hul og marinaen ligger meget sikkert og beskyttet. Der er mange fastliggere her som bor på husbåde eller powerbåde/trawlere. Vi mødes hver dag kl. 1700 over en cola eller øl og får snakket noget bådsnak. De er meget flinke, og fortæller mig at det største problem med hurricanes her er nedbør, da det kan regne så meget at floden ikke kan komme af med vandet hurtigt nok. Så kan vandet stige 1-2 meter, men de lover mig at de nok skal se efter min båd medens jeg er væk, og løsne fortøjningerne hvis der er behov for det.
Jeg er også begyndt at pakke kuffert, jeg skal jo til Danmark den 15. maj, og glæder mig. Jeg pønser lidt på om jeg kan blive længere end den planlagte uge, det ville være godt at få et ordentligt visa, samt få snakket med borgerservice og skat om konsekvenserne af, at jeg ikke bor i Danmark.
De siger det er forår her. Det er meget varmt, næsten ingen vind, og sol fra en skyfri himmel hele dagen, så der er ikke meget aktivitet mellem kl. 12 og 17. Luftfugtigheden er ikke så høj, men det kan jeg glæde mig til at den bliver i juli-august, siger de og griner. Her hyggeligt og 15-20NM til supermarkedet og andre forretninger :) . Is henter jeg hveranden dag ved at dighy en 3NM til en tankstation. Her er lidt billeder fra turen, jeg skal nok få taget nogen flere, af bl.a. naturen, marinaen og området heromkring.






Var i teateret og se "Wicked", bygningen bag Selene er Jacksonville Teater og Koncertsal.






