Jeg tog af sted fra Ocean City om morgenen og lagde kursen sydover, der var rigtig god vind, faktisk lidt for meget, og egentligt ikke helt fra den rigtige retning. Men jeg gik for sejl (jibe) med motoren kørende på lave omdrejninger. Jeg kom på grund af vindretningen lidt langt fra land og henad klokken 2-3 om eftermiddagen besluttede jeg at tage sejlet ned og gå til Cape May for motor. Vinden havde taget til (20-25 kts.) og der var ret høje bølger. Da jeg ville sætte omdrejningerne på motoren op kvittede motoren og så var gode råd dyre. Det første jeg sikrede mig, ved at påfylde 5 gallon diesel, var at det ikke var brændstofmangel der var problemet. Men motoren ville stadig ikke trække og senere ikke starte. Jeg forsøgte at sejle Selene for sejl (jibe) men måtte indrømme at det mangler jeg bestemt noget træning i. Hun er nu heller ikke den letteste dame at krydse mod vinden og er endnu sværere at rund på de enkelte kryds. Til sidst indså jeg at jeg måtte bede om hjælp og kaldte US Coast Guard for at få dem til at kontakte et TOW bureau/firma som kunne komme og trække mig ind. Jeg havde i Newport talt med Tow-boat US og fået indmeldelsesblanket, som var udfyldt men som ikke var sendt. Hvor ærgerligt, skulle det ikke vise sig en 4-5 timer senere, hvor jeg var blevet trukket til Cape May af TOW-boat US (pris 1000US$, som jeg nu er medlem af (pris 135US$ for et år). Han kom ud til mig ca 12NM ud fra kysten klokken ca 1630. Jeg insisterede på at han skulle trække mig til en marina med et autoriseret VOLVO værksted og klokken 2030 ankom vi som angivet på kortet. Da var jeg godt træt, trækket ind til Cape May var voldsomt. Jeg skulle styre båden og fik lært at hvis man venter på at blive trukket i havn, skal man bruge hele tiden på at sikre alt hvad der kan sikres. Anker og alt på dæk skal surres fast, alt hvad der kan sikres indenbords både i cockpit, pilothouse og nede skal sikres. Det var vel ikke så slemt, men jeg måtte da bruge lidt tid på at rydde op medens jeg ventede på mekanikeren den næste dag.
Mekanikeren var fra et nærliggende VOLVO værksted, og han påstod at problemet havde været undertryk i tanken, og at motoren ikke fik noget brændstof. Jeg gjorde ham opmærksom på, at motoren var under VOLVO observation, og havde været det siden Point Judith, men han brugte en 3 timer på at gennemgå brændstof forbindelsen og rense filtre og udluftningen fra tanken, men fandt ikke nogen forstoppelse. Fik motoren startet, egentligt til min fortrydelse, Kontrollerede om den kørte på alle fire cylindere ved at løsne dem, det gjorde den. Mine oplysninger om vand i olien og de øvrige ting vedrørende motoren, mente han ikke var grunden. Han holdt fast i at motoren ikke fejlede noget og at problemet lå udenfor den samt at den tid han brugte således ikke fald under garantien (pris 375US$). Jeg skal indrømme at motoren kørte fint da han først fik gang i den og jeg kontrollerede igen selv olien, som var ren og klar inden jeg tog videre mod Norfolk.
Motoren kørte også upåklageligt på vejen ned over mod Norfolk. Fra Ocean City til Norfolk er der ikke rigtig nogen ideelle ankerpladser og jeg ankom til Cheessapeake Bay sent og efter solen var gået ned. Jeg håbede oprindeligt, efter at have set på kortet at kunne kaste anker på en af de generelle ankerpladser i Hampton Roads, men her var der alt for åben og det var i virkeligheden ankerpladser for langt større skibe, store tankere og containerskibe. Langt om længe og ret sent/tidligt, efter en vild krydsning af Cheessapeak Bay, som kan være lidt af et mareridt, fik jeg kastet anker i Willboughby Bay. Indsejlingen hertil om natten var spektakulær, for at sige det mildt. Der er meget smalt og jeg var ved at sejle ind i de afmærkninger der var uden lys. Rart at vide at GPS er nøjagtig, eller er det kortet ? Nu havde jeg to gange, egentligt unødigt været ude i hårdt vejr, denne gang kørte motoren upåklageligt, men fra nu af vil jeg i større grad sikre mig at vinden er med mig og at jeg planlægger bedre og mere omhyggeligt for ankerpladser.
Jeg sov til middag næste dag, og begav mig så det korte stræk over til Old Point Comfort Marina, som var blevet anbefalet af en kontakt jeg havde fra en tidligere tur for Flyvevåbnet til Suffolk.
Jeg ankom til OPC Marinaen, fik hurtigt anvist en plads, men det skulle vise sig senere, at der gik lidt administration i om jeg kunne ligge der, medens jeg tog til Danmark.
Det var ikke på grund af uvilje fra Therese at jeg ikke kunne ligge der, hun og hendes stab gjorde alt hvad de kunne for at det kunne lade sig gøre. Min kontakt i Norfolk Curtis Morris hjalp mig også rigtig meget, men jeg var nødt til at have det hele organiseret inden jeg den 14 Oktober skulle rejse til Danmark. Medens forsøget gik på lå jeg på slip til ca 30$ pr dag. OPC Marinaen ligger "indenfor hegnet" på Fort Montroe, en "army" base med PX og hvad dertil hører. Jeg kan varmt anbefale stedet som kan anvendes hvis man er "active duty" eller "retired".
Fortet ligner meget en udgave af det danske "Kastellet" og har en helt unik historisk rolle i forbindelse med kolonikrigen og fik oprindeligt navnet "Point Comfort" da det var det første sted man kunne "få komfort" efter at have krydset Atlanten. Beklagelig vis lukker basen indenfor de næste 2-3 år.
Theresa og Curt Morris anbefalede begge at jeg skulle forsøge at flytte til Salty Pond Marina som lå 3-5 mil nordøst for OPC, så efter en telefonopringning og efterfølgende aftale begav jeg mig fra OPC til Salty Pond Marina, uhhh ha igen lidt af en barsk tur, det er dog utroligt så "choppy" Cheessapeak Bay kan være, og så var jeg ikke engang rigtigt ude i bugten, men efter jeg var kommet gennem inlettet, der er ikke ret meget dybde, blev alt stille og roligt. Jo jeg ligger her endnu på plads C-4, en rigtig hyggelig marina, og prisen er den samme som på OPC, hvilket vil sige jeg ligger på slip inklusive el for 275$ pr måned. Prisen er den samme hvis jeg kun bliver en uge, men som det kan regnes ud har jeg nu lejet slippen for 2 måneder, men jeg regner ikke med at blive her til den 9 December, derom senere.
I perioden 9-14 Oktober fik jeg gjort båden hurricanefortøjet med dobbelte trosser og dinghyen pakket ned, 6HK-motoren på plads og ikke noget i cockpittet eller på dækket der kunne flyve væk eller på anden måde ligge i vejen. Curt Morris lovede mig at han ville se efter båden medens jeg var i Danmark, og det var der også en 4-5 andre bådejere i marinaen der gjorde,så jeg var ret tryg ved at skulle forlade hende et stykke tid. Dagene blev også brugt på at få strammet op på pakningen ved drivakslens gennemføring, den dryppede alt for meget og efter at have købt den rigtige størrelse svensknøgle blev den strammet så det ikke var nødvendigt at "belgie" pumpe hver dag. Nå ja, "belgiepumpen" har 2 filtre på tilløbet til pumpen, dem fik jeg også lært hvor sidder og fik dem renset, så nu kunne der rigtig blive pumpet ud. Den 13 Oktober lejede jeg en bil og tidligt morgen den 14. kørte jeg til ORF Norfolk International Airport og begyndte rejsen til Danmark. Jeg var tryg ved at efterlade Selene i Curtis Morris's hænder, han har været en uvurderlig støtte i hele arrangementet her ved Norfolk og jeg takkede ham og hans kone med en lille middag på et sted der hedder "The Crab Place" og som ligger helt ud til vandet lige inden broen/tunellen ved Hampton Roads. Dagen før checkede jeg lige olien på motoren, og det så ikke godt ud. Olien stod 1 cm over top mærket og den var grå. Jeg forsøgte at kalde værkstedet i Point Judith, men alle mekanikerne havde fri så der var ikke noget at gøre jeg måtte vente med at tage mig af det til jeg kom tilbage.
Turen hjem til Danmark forløb uden de store begivenheder. Jeg kom til Boston omkring middag den 14. og mit fly over Keflavik til København gik ikke før 2130. Men jeg havde jo været der før og kendte min vej omkring i det offentlige transportsystem. Dog lige en enkelt bemærkning, det er ikke muligt at checke bagage ind så lang tid før afgang, det tidligste jeg kunne checke ind var ved 1800 tiden, og der er ikke garderobe eller anden måde af få opbevaret bagage på hverken i lufthavnen eller på banegården. Så som en del andre måtte jeg rulle rundt med min kuffert på Boston's shopping strøg, men det gik nok endda.
I perioden 15 - 26 Oktober var jeg i Danmark, og jeg nød virkeligt at se mine børn, børnebørn og den øvrige familie igen. Det var også helt specielt for mig igen at møde mine tidligere arbejdskolegaer, ligesom jeg var meget glad for at gense alle de gæster der deltog i min afskedsreception. Det var uhyre lækkert og tiltrængt med sådan en social-moralsk booster, jeg sidder og får helt hjemve.
Efter jeg kom tilbage til Salty Pond og Selene måtte jeg jo har kikket på motoren. Jeg startede med at checke olien og den var nu 1-2 cm over topmærket. Bestemt ikke godt og jeg ringede straks til den amerikanske hovedimportør af VOLVO Penta for at få dem til at tage sagen alvorligt. De meddelte at de ikke havde mekanikerkapacitet, men henviste mig til en "Rapid Reaction" VOLVO mekaniker i Norfolk (Action Master Walter Clark). Walter kom sent samme eftermiddag og gennem 3 besøg gennemgik han motoren fra A-Z og kunne ikke se at den fejlede noget, vi (jeg) skiftede selvfølgeligt omgående olien og filtre og han tog de motordele der evt. kunne være problemer med med for at få dem grundigt testet. Kompresionen på alle cylinderene var helt ok og der var ikke problemer med motoren, men vandet måtte jo komme et sted fra. Jeg udspurgte ham hvad mulighederne var, og da det ikke var kølevand fra det interne kølevandssystem, måtte det nødvendigvis komme fra det system der køler udstødningen ved hjælp af indtaget havvand. Der kunne kun være tale om at vandet løb baglæns ind gennem udstødningen og den eneste mulighed for det var at pumpe eller veksler var revnet eller at anti-hævert ventilen (som jeg havde renset) ikke virkede. Pumpen og veksler havde han checket så jeg købte en ny anti-hævert ventil (simpel plastik) til 25$ og monterede den. Vi fik gang i motoren og siden har der ikke været problemer, den starter og kører som ny. Walter mente ikke at dette lå under VOLVO-garantien på motoren (pris 1000US$), men jeg har ikke samme opfattelse. Den originale anti-hævert ventil er en del af motor installationen og har et VOLVO partnummer. Det er skuffende, at de authoriserede VOLVO mekanikere ikke umiddelbart har været i stand til at analysere og fejlfinde vandindstrængningen, og jeg agter at skrive til VOLVO Penta og gøre krav gældende når jeg har vished for, at det var denne ventil der har været problemet hele tiden. Dette blev egentligt forudsagt af den sagkyndige ved Danish Ocean Cruising Association (Foreningen af danske lanturssejlere), da jeg besøgte dem medens jeg var i Danmark.
Motoren har selvfølgeligt kørt en del for at fordampe vandet og derefter har jeg igen foretaget flere udskiftninger af olie og filtre så alt evt. salt er væk. Jeg er lettet over at det ser ud til at problemet er fundet og er løst.
